Hvem er vi


Hvem er vi?


En gruppe på ca. 25 musikglade piger og drenge, fra 10 år og opefter.


De grønne´s Tambourkorps blev startet i 1982, og er tilknyttet De grønne pigespejdere.


I 2006 fik De grønne pigespejdere i Næstved, på den årlige kongres på Nyborg strand, dispensation til ogaå at have drenge som medlemmer.


De grønne pigespejdere organiserer piger og kvinder med det formål:

at sikre et fællesskab af stærke piger og kvinder

at forstå og værne om de menneskelige, kristne, kulturelle og demokratiske værdier, der er fællesskabets grundlag

at skabe internationale relationer, som styrker den enkeltes forståelse for egne og andres traditioner, kulturer og levevilkår

at lære at leve sundt og godt i respekt for natur og miljøværdier

at blive selvhjulpen og selvstændig som person, og myndig og ansvarsfuld som leder.


Vi udviser respekt for hinanden, vi bakker op om den enkelte spiller med udgangspunkt i fællesskabet. Vi har en høj grad af rummelighed og ser vores forskelligheder som en styrke. Det skal være sjovt, at være en del af De grønne’s Tambourkorps. Vi vægter socialt samvær højt og gode, positive oplevelser gør, at vi stiller op til musikalske opgaver og udstråler en høj grad af spilleglæde


Hvilke instrumenter spiller vi på ?


Et tambourkorps er et orkester hvor der primært spilles på fløjter, marchtrommer og andet slagtøj.


I De grønne’s Tambourkorps spilles der på 2 slags fløjter, med hver sin stemme. Ofte er der flere stemmer til hver fløjte.

Ligesom for fløjternes vedkommende har marchtrommerne indimellem også flere stemmer.


Vore marchtrommer er spændt stramt op, så de er “indstillet” til skotsk spillestil.


Det andet slagtøj består af lyrer (nærmest et bærbart klokke-spil), der spiller melodistemmer, og af  “tungt slagtøj” (stor-tromme, tenortrommer og bækkener). Det tunge slagtøj spiller rytmer, der underbygger melodi- og trommestemmer.


Hvad spiller vi?

Vores repertoire er meget bredt og varieret. Vi spiller således næsten alt lige fra samba til salmer, klassiske numre, swing- og jazzprægede numre, og en masse marchmusik (især amerikansk og skotsk).


På vores repertoire er desuden en masse lejlighedsmelodier – bl.a. en hel del julemelodier og gratulationsmelodier.

I tilfælde hvor der ønskes melodier til andre lejligheder, klarer vi som udgangspunkt også dette, dog tages der forbehold, da musikken skal arrangeres til vores instrumenter, noderne skal skrives så det passer til vores instrumenter og derefter skal der øves.


Hvor spiller vi?

De grønne’s Tambourkorps spiller til mange forskellige typer arrangementer. Det kan være byfester, foreningsfester, åbning af udstillinger, “musik i gaden”, underholdning på plejehjem, julemesser, cityarrangementer og meget andet.


Vi “trækker op” gennem byens gader, holder stående eller siddende koncert – også indendørs.

Vores uniform tilpasses lejligheden (vinter – sommer/indendørs – nissetøj).


Rejser: Ca. hvert andet år rejser vi rundt i Danmark eller tager udenlands.

De år hvor vi ikke rejser tager udenlands, deltager vi i en sommerlejr/landslejr for spejdere.


Endvidere deltager vi på weekender, stævner og kurser arrangeret for Tambourkorps.